Jens ville gerne have mig til at
efterse hans Le Classe A effekt forstærker. Forstærkeren er bygget med få men
udvalgte komponenter. Forstærkeren havde brændt Jens’ gode højttalere af og nu
ville han have checket den inden han satte de nye højttalere til forstærkeren.

Ved gennemgangen af forstærkeren fandt
jeg ikke nogen fejl. Jeg måtte derfor spørge lidt nærmere til omstændighederne
ved uheldet med højttalerne. Det viste sig at nogen i familien ønskede at høre
netop den musik som de havde liggende på deres laptop, men selvfølgelig i den
gode lyd som man kan få ved hjælp af en god forstærker og gode højttalere.
Derfor blev computeres hovedtelefonudgang forbundet til indgangen af Le Classe
A forstærkeren. Det fungerede desværre kun kortvarigt.

Le Classe A forstærkeren er bygget i tiltro
til at ingen forforstærker kan have jævnspænding på udgangen hvilket også er en
yderst rimelig antagelse. Da det er de færreste laptops der har en ’line-out’
benytter man naturligvis hovedtelefonudgangen. Det er desværre ikke usædvanligt
at der er en lille jævnspænding på en laptops hovedtelefonudgang. Når man
tilslutter laptoppen til forstærkeren på denne måde, kan det resultere i så
høj en spænding på højttalerudgangen af forstærkeren, at det brænder
højttalerne af. Det var hvad der skete for Jens.

Efter at have talt med Jens om
problemet enedes vi om at jeg, med største respekt for den fine konstruktion indbyggede
en beskyttelse i effektforstærkeren.

Den mere tekniske forklaring

Le Classe A er en sand DC-forstærker
dvs. den har ikke nogen nedre grænsefrekvens og alt bliver forstærket 30 gange,
så hvis man sætter 0,5 volt på indgangen vil man måle 15 volt på udgangen. Der
findes andre forstærkere med DC-koblet indgang, men de fleste har dog kun en
forstærkning på én gang, så hvis man prøver at sætte 0,5 volt på indgangen vil
man måle 0,5 volt på udgangen (skidt …men ufarligt).

Til at drive hovedtelefonen har laptoppen
en lille forstærker med en elektrolytkondensator i udgangen. Når man tænder
PC’en kommer der et par volt på udgangen, men elektrolytkondensatorens
udgangsside bliver lynhurtigt trukket på plads af hovedtelefonens lave
modstand. Anderledes stiller det sig når det er Jens’ Le Classe A forstærker
med en høj indgangsmodstand, det går langsomt og grundet
elektrolytkondensatorens uundgåelige lækstrøm bliver resultatet aldrig 0 volt,
men måske 0,5 volt, som prompte forstærkes til 15 volt – mere end nok til at
ødelægge en bashøjttalers svingspole.

AnalogBo